Jeg havde min vækkelsesperiode i min barndom i 70’erne, hvor jeg for alvor begyndte at gennemskue usselt snyd og bedrageri. Jeg var sådan ca. 3-4 år gammel, da det hele startede for alvor.

Vinterbyøster… Hvem som var barn i 70’erne husker ikke TV-udsendelsen Vinterbyøster…?

Jeg var så pisse træt af Vinterbyøster af den ene grund, at det var et totalt urealistisk setup.

Man kunne tydeligt se, at dukkerne eller bygningerne i udsendelsen var
total ude af trit med den virkelige verden og byggede på en forskruet proportionssans.
Som barn fantaserede jeg om, hvordan dukkerne boede i Vinterbyøster.. Hvad de sådan gik og lavede, når man ikke lige så dem på tv. Fordi de måtte lave noget andet ellers ville det være et fucked up kedeligt liv.

Hurtig kunne jeg slutte, det ikke var i overensstemmelse med nogen realitet overhovedet… Hvordan ratio mellem kæmpe dukke-grødhoveder og alt for små vinduer og døre ikke
hang sammen… ja, og bygninger…

Jeg kunne tage mig selv i at spørge mine forældre, hvordan de mutanter overhovedet kunne overleve i et sådan miljø… ”Hvordan kommer den dukke med det megahovede ud af døren?”

Efter lidt efterrationalisering plus lidt common sense tænker jeg følgende scenarie:

Carlo og Julius er inviteret til middag hos Tante Rosa… Det scenarie kunne kun lade sig gøre, hvis de var blevet pateret i småstykker af en psykopat og så bragt ind i Tante Rosas hus og så syede sammen igen…

Det er den eneste tænkelige mulighed udover, at de havde et teleporteringsdevice som f.eks. i Star Trek… Most likely not…